BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Institut for Kemi søger en medarbejder til en nyoprettet 2-årig projektstilling i institutsekretariatet.
Vi søger en struktureret, initiativrig og dynamisk kollega til at stå i spidsen for et nyt projekt med fokus på udvikling af undervisningsforløb i kemi til brug i gymnasieskolen.
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og har til formål at styrke forståelsen for kemifaglighedens bredde og samfundsrelevans blandt gymnasieelever gennem udvikling af en række undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i aktuelle forskningsområder.
Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Københavns Universitet, og der vil være en medarbejder ansat på begge universiteter i projektperioden.
Du vil blive en del af sekretariatet på Institut for Kemi. Sekretariatet består af et velfungerende team på 9 personer samt en sekretariatsleder, som vores nye kollega refererer til. Du vil indgå som en del af dette team og vil især have tæt samarbejde med de medarbejdere i sekretariatet, som arbejder med gymnasierettede aktiviteter og kommunikation.
Derudover vil du skulle samarbejde tæt med projektmedarbejderen på Københavns Universitet, og der kan derfor være op til 1-2 månedlige arbejdsdage i København.
Institut for Kemi er et førende kemisk institut i Europa indenfor både forskning og uddannelse.
Opgaver og ansvarsområder
Undervisningsforløbene skal formidle en række kernefortællinger, der tager udgangspunkt i styrkepositioner fra danske universiteter og dansk industri, og vise hvordan kemisk viden er central for løsningen af aktuelle og fremtidige samfundsmæssige udfordringer.
Som projektmedarbejder vil du få stor indflydelse på format og idé bag undervisningsforløbene. Du vil, sammen med projektets styregruppe, fastlægge emnerne i disse kernefortællinger, sikre at de har relevans for undervisningen i gymnasieskolen og stå for udvikling af undervisningsforløbene.
Eksempler på dine primære opgaver:
- Udvikle undervisningsforløb til brug fra skoleåret 2024/2025, herunder fastlægge forløbenes format, udvikle det tilhørende undervisningsmateriale samt tilpasse undervisningsforløbene til de forskellige faglige niveauer og klassetrin.
- Udarbejdelsen af undervisningsforløbene skal ske i samarbejde med en række samarbejdspartnere. En af dine arbejdsopgaver vil være at etablere samarbejde med disse, fx videnskabeligt personale, gymnasielærere, gymnasieelever og universitetsstuderende.
- Afholde workshops for gymnasielærere mhp. at udvikle og afprøve undervisningsforløbene samt evt. opstarte undervisningsforløb for gymnasieklasser.
- Varetage den daglige drift og administration af projektet, i tæt samarbejde med projektmedarbejderen på Københavns Universitet.
Kvalifikationer og kompetencer
Vi leder efter en dynamisk, struktureret og proaktiv person, der kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for egen opgaveløsning samt bevare overblikket i et projekt med en bred kontaktflade. Vi forventer, at du har lyst til at kaste dig ud i nye udfordringer.
Vi forventer at:
- Du har en akademisk uddannelse på mindst kandidatniveau inden for et naturvidenskabeligt fagområde, gerne inden for kemi eller et tæt relateret fagområde
- Du har erfaring med undervisning i gymnasieskolen eller anden form for formidling til børn og unge.
- Du kan bidrage didaktisk og fagligt til at undervisningsforløbene kan vise den videnskabelige bredde i kemi, da dele af undervisningsmaterialet skulle kunne bruges i gymnasiefag som fx bioteknologi, biologi og fysik.
- Du har lyst til at indgå i et samarbejde med øvrige aktører i projektet, og du kan se værdien i at flere forskellige fagligheder bidrager til projektet.
- Du har et godt blik for kemiens rolle i samfundet og de muligheder der knytter sig til formidlingen af kemi som videnskab og profession.
- Du er en stærk didaktiker, der har et godt blik for hvordan fagligt kompliceret stof kan formidles til unge, så det vækker deres interesse.
- Du har erfaring med at udvikle undervisningsforløb og tilhørende undervisningsmateriale og har lyst til at lave elevopgaver, eksperimentelle øvelser og andre relevante undervisningsaktiviteter
- Du har solid indsigt i gymnasieskolens arbejdsgange og et godt blik for hvordan undervisningsforløbene kan komme til at leve i gymnasieskolen, både under og efter projektperioden.
- Du har undervisningskompetence i kemi og evt. et andet naturvidenskabeligt fag.
Vi tilbyder:
- Et udfordrende og selvstændigt job i et ambitiøst og inspirerende forsknings- og uddannelsesmiljø, hvor stemningen er positiv og uformel.
- Mulighed for faglig fordybelse i tæt samarbejde med andre fageksperter.
- Chancen for at gøre en forskel for kemi som undervisningsfag og videnskab samt at styrke forståelsen for kemis faglige bredde og samfundsmæssige betydning.
- Muligheden for at være med til at udvikle og præge et ambitiøst, nyopstartet projekt.
- Fleksible arbejdsforhold med respekt for balancen mellem arbejds- og familieliv/fritid
- Et kollegialt miljø med høj faglighed og med plads til det sociale og godt humør i hverdagen
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til sekretariatsleder Katrine Mikkelsen (klm@chem.au.dk / 5144 5537) eller gymnasiekoordinator Julie Nørgaard Hostrup (jnh@chem.au.dk / 9350 8415).
Ansøgningsfrist
Onsdag d. 9. august 2023. Samtaler forventes afholdt i uge 33 og 34.
Arbejdssted og ansættelsesforhold
Ansættelsen er på fuld tid (37 timer) og er tidsbegrænset i perioden 1. oktober 2023 – 30. september 2025.
Den nye medarbejder ansættes på Institut for Kemi under Faculty of Natural Sciences ved Aarhus Universitet og refererer til sekretariatslederen.
Arbejdsstedet er Langelandsgade 140, 8000 Aarhus C og ansættelsesområdet er Aarhus Universitet med tilhørende enheder.
Formalia
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Aarhus Universitet, Langelandsgade 140, 8000 Aarhus C
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 09-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://AU.emply.net/recruitment/vacancyApply.aspx?publishingId=dd233af8-a816-412b-b11b-8c057a61403f
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5861987