Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Mårslet - tirsdag den 8. juni

Profilbillede
dato

Mårslet er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 11.00

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 11.00 en 34-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for røveri begået mandag aften på en 7-Eleven på en tankstation på Havkærvej i Tilst. 

Ifølge sigtelsen gik den 34-årige ind i butikken kl. 21.33, hvor han råbte til den kvindelige ekspedient, at hun skulle give have ham pengene fra kassen, mens han truede med at kaste eller slå med nogle øl, han havde taget på stedet. 

Ekspedienten gav ham adgang til kassen, hvorefter han stak af med nogle kontanter. 

En patrulje var få minutter efter anmeldelsen på stedet, og en hund snusede sig frem til en jakke, der lå smidt i et buskads i nærheden. Kort efter kom en mand til stedet, og da han svarede nøje til det signalement, som politiet havde fået og lignede gerningsmanden fra videoovervågningen, blev han anholdt og sigtet for røveri. 

**

 

Ældre kvinde fik frarøvet taske

En 92-årig kvinde blev mandag omkring kl. 12.30 udsat for røveri, da hun gik rundt med sin rollator på en sti ved Birkedalsvej i Viby. 

Mens den 92-årige gik på stien, kom en mand løbende bagfra, og han tog fat i remmen på den taske, som hang på håndtaget af rollatoren. Rykket i tasken var så hårdt, at rollatoren blev revet fremad, og kvinden væltede ned på siden. Hun nåede kun lige at se en mand i mørkt tøj løbe med tasken. 

Kort efter opdagede nogle borgere i området den 92-årige kvinde og fik hende hjulpet op og tilkaldt politiet, der hurtigt rykkede ud. Den 92-årige blev kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Flere patruljer søgte i området, og en politihund gik spor på stedet, men det lykkedes i første omgang ikke at finde frem til gerningsmændene. 

Kvindens taske og pung blev fundet i et buskads tæt på gerningsstedet, men de par hundrede kroner, der havde været i pungen, var væk. 

Flere vidner havde kort inden røveriet set to mistænkelige unge mænd stå ved stisystemet, og de to vil politiet meget gerne finde frem til. 

Vidnerne har givet følgende signalement af mændene:  

A. Mand, mellemøstlig af udseende, 15-20 år, 160-170 cm høj. Kraftig af bygning. Iført mørkt tøj.

B. Mand, 160-170 cm høj. Almindelig kropsbygning. Iført mørkt tøj.

Har du oplysninger om de to mænd, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen videre og ser blandt andet på, om sagen kan hænge sammen med en episode på Fredensvang Runddel i Viby søndag den 30. maj, hvor et par unge gerningsmænd forsøgte at hive tasken fra en ældre kvinde, som blev væltet omkuld. 

Politiet vil den kommende tid være ekstra til stede i området, hvor røveriet fandt sted. 

**

 

Politihund fandt formodet biltyv i busk

Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 4.40 en anmeldelse om, at en person havde kastet en sten gennem et vindue på et hus på Balshøje i Balle ved Hjortshøj – sandsynligvis for at begå indbrud på stedet. 

Beboeren var dog hjemme, og han blev vækket af rabalderet fra den knuste rude. Han løb ud af huset, hvor han nåede at se en mand køre fra stedet i en bil. 

Anmelderen nåede at notere sig registreringsnummeret, og det viste sig, at bilen var blevet stjålet mandag morgen ved en adresse i Hornslet. 

En hundepatrulje fandt kort tid efter episoden i Balle bilen holdende på Hæstvej i Trige nogle få kilometer fra gerningsstedet. 

Politihunden blev sat til at søge spor, og den snusede sig hurtigt frem til et buskads i nærheden, hvor den begyndte at gø. Da betjentene nåede frem til buskadset, sad politihunden og bevogtede en 29-årig mand, som havde gemt sig på stedet. 

Han erkendte, at han havde kørt i bilen, og blev anholdt og sigtet for indbrud og tyveri af bil. 


**

 

Skænderi i trafikken endte med voldssigtelse

En 39-årig mand ringede mandag kl. 15.15 til politiet og fortalte, at han netop havde fået en lussing af en anden bilist efter en uoverensstemmelse ved et kryds på Åby Ringvej i Åbyhøj. 

Den 39-årige forklarede, at han havde foretaget en overhaling af den anden bilist, og da de holdt i et kryds lidt længere frem, steg den anden bilist ud af bilen og begyndte at råbe af den 39-årige. 

Da den 39-årige steg ud, gav den anden mand ham en lussing, inden han kørte fra stedet. Den 39-årige kørte efter og ringede til politiet, som han kunne lede frem til en 45-årig mand, som var holdt ind ved en butik i Viby. 

Patruljen kontaktede den 45-årige, som straks erkendte, at han havde slået den 39-årige. Han forklarede, at han havde haft en stresset dag, og at han var blevet provokeret af den 45-årige, der havde været tæt på at ramme ind i ham. 

Den 45-årige blev sigtet for vold. 

**

 

Tip førte politiet til heroin- og kokainfund

Et tip fra en borger via ”Tip Politiet” på politiets hjemmeside ledte til, at Østjyllands Politis specialpatrulje mandag middag fik beslaglagt noget heroin og kokain og en peberspray. 

Stofferne og våbnet blev fundet på en adresse i Åbyhøj efter en ransagning, hvor betjentene fik god hjælp af en narkohund. 

På baggrund af fundet af den mindre mængde narkotika og pebersprayen, blev den 43-årige mand, der bor i lejligheden, sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven. 

**

 

Vred kunde svingede med stok og kastede med bon

En 60-årig mand blev mandag rasende over, at han ikke kunne få penge refunderet for et taletidskort, han havde købt i Fakta på Ingerslevtoften i Tranbjerg, og det endte med, at politiet blev tilkaldt. 

Ifølge personalet på stedet kom den 60-årige mand ind i butikken kl. 15.08 og forlangte at få pengene retur for taletidskortet. Da han ikke kunne få det, råbte han efter ekspedienten og svingede med sin stok, der slog en flaske med håndsprit omkuld. Han kastede efterfølgende en bon mod ekspedienten, inden han gik derfra. 

Personalet på stedet kender manden fra lokalområdet og havde en idé om, hvor han holdt til. Derfor kunne en patrulje kort efter anmeldelsen sigte den 60-årige mand for at forstyrre den offentlige orden.  

**

 

Værktøj stjålet fra byggeplads

Østjyllands Politi fik mandag morgen en anmeldelse fra en tømrermester, der fortalte, at der havde været indbrud i hans container på en byggeplads på Englandsvej i Hammel. Ukendte gerningsmænd havde brudt låsen op og stjålet værktøj for en del tusinde kroner. 

En patrulje kørte til stedet og sikrede spor fra indbruddet, der formentligt er sket i løbet af weekenden. 

**

 

Ukrudtsbrænder satte ild til busk

Mandag kl. 21.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en busk ved en villa på Visbjerg Hegn i Mårslet

Det viste sig, at branden var opstået efter brug af en ukrudtsbrænder, men ilden blev hurtigt slukket og nåede ikke at sprede sig yderligere. 

Hvert år opstår der brande i skure eller huse som følge af forkert brug af ukrudtsbrænder – derfor er det en rigtig god idé at følge nedenstående råd fra Sikkerhedsstyrelsen, inden du tænder din ukrudtsbrænder:

Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
Hold øje med glemte gløder
Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (vandslange)

**

 

Sigtet for at stjæle portvin

En medarbejder i Rema 1000 på Muslingevej i Egå ringede mandag kl. 13.22 til politiet og fortalte, at han havde tilbageholdt en butikstyv, som ikke ville oplyse ID. 

Ifølge personalet i butikken havde manden taget seks flasker portvin og var gået ud uden at betale.  Han nåede hen til sin bil, der holdt på p-pladsen, inden nogle medarbejdere opdagede tyveriet og fik fat i manden, der frivilligt blev på stedet, indtil politiet kom frem. 

En patrulje kørte til butikken, hvor den 37-årige mand, som var tilbageholdt, erkendte forholdet og opgav rette navn og adresse. Han blev derfor sigtet for butikstyveri.

**

 

Mindre brand i lejlighed

Politi og brandvæsen kørte mandag kl. 14.14 til en brand i en lejlighed på Nyvej i Randers NV. 

Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der viste sig at være opstået i køkkenet i lejligheden. Her havde en kogeplade stået tændt, og den havde antændt nogle genstande, der stod på komfuret. 

Der var en del sodskader i køkkenet, og den unge mand, der bor i lejligheden blev kørt til tjek for røgforgiftning på skadestuen. Han kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Beboeren blev senere sigtet for at have været uforsigtig med ild ved at have glemt at slukke kogepladen. 

**

 

Færdsel

Mandag kl. 13.27 skete der et færdselsuheld ved jernbaneoverskæringen på Østbanetorvet i Aarhus C. En 81-årig mandlig bilist kørte ud på skinnerne, hvorefter bagenden af hans bil blev ramt med lav fart af letbanen, der havde nået at bremse en del op. Ingen personer kom umiddelbart til skade ved sammenstødet. 

Mandag kl. 15.46 skete der et færdselsuheld i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i Brabrand. En 46-årige kvindelig motorcyklist stødte sammen med en bil ført af en 41-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Mandag kl. 19.04 blev en 54-årig mandlig knallertfører anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Ellemarksvej i Aarhus C. 


**  

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Præstemarken i Hornslet begået mandag d. 7/6 mellem kl. 00.01 og kl. 9.55
På Balshøje i Balle ved Hjortshøj begået natten til tirsdag kl. 4.40

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi