Antallet af håndboldspillere er på landsplan vokset med flotte 5,4 procent i 2022, hvor over 1.000 flere østjyder også er begyndt at trække i håndboldskoene.
Det er ikke kun de danske landshold, der kan juble over succes for tiden. Også rundt om i klubberne er der grund til at trække bredt på smilebåndet, for Dansk Håndbold Forbund oplevede sidste år en flot medlemsfremgang på 5,4 procent svarende til 5.311 flere medlemmer.
Dermed er antallet af håndboldspillere efter et par år præget af corona igen sekscifret med i alt 103.528 medlemmer. Det viser opgørelsen, der kommer samme dag, som Danmarks Idrætsforbund offentliggør deres medlemstal for foreningsidrætten i hele landet.
Håndboldens vækst viser sig også i det østjyske. Her har man i de to lokale kredse 4 og 5 under Jydsk Håndbold Forbund noteret en medlemsfremgang på hele 1.314 flere spillere i 2022 sammenlignet med året før.
En af de klubber, der er vokset mest i området, er Stjær Boldklub i Galten, der har opnået en imponerende vækst på 35,9 procent, så klubben nu tæller 178 medlemmer.
- Det er jo fantastisk med den fremgang, efter vi har været lidt nede i nogle år på grund af coronaen. Vi har nogle dygtige og engagerede trænere, der yder en kæmpe indsats, og det giver pote, siger formand for Stjær Boldklub, John Laursen.
Han fremhæver blandt andet Trille Trolle-håndbolden for de yngste årgange som en del af forklaringen bag klubbens succes.
- Vi har fået rigtig godt gang i håndbolden for de mindste, og spillerne holder ved og fortsætter opad på vores U7-, U9- og U11-hold. Samtidig er flere af især mødrene til spillerne også selv kommet i gang. Både nogle som tidligere har spillet divisionshåndbold og andre, der først lige er startet. Så der er stor niveauforskel, men de har alligevel et fantastisk fællesskab og hygger sig sammen, siger John Laursen.
Håndboldens flotte medlemsfremgang gør sig gældende på tværs af alle aldersgrupper, og det faktum vækker ekstra glæde hos Lene Karsbæk, chef for udviklingsafdelingen i Dansk Håndbold Forbund.
- Det er både enormt positivt, at vi oplever voksende interesse fra de yngste, der kan få glæde af håndboldens fællesskab i mange år frem. Men jeg er samtidig rigtig stolt over, at vi, sammen med en engageret indsats fra klubberne, er lykkedes med at få flere voksne til igen at spille håndbold på både motions- og turneringsplan, siger hun.
Hvis man selv vil prøve at kræfter med håndbold, kan den nærmeste klub findes her: https://www.dhf.dk/soeg-haandboldinfo/