Det nye samarbejde skal styrke fortællingen og skabe øget lokalt fokus på håndboldens fantastiske fællesskaber og dets mange muligheder.
Af: Sarah Munk Jørgensen
Håndbolddanmark, ja hele forenings-Danmark, hviler på unikke oplevelser og fantastiske fællesskaber. Derfor ønsker Dansk Håndbold Forbund også at sætte endnu større fokus på samt gøre det nemmere for håndboldforeningerne at fortælle om arrangementer og aktiviteter, der skaber enorm værdi for både den enkelte og lokalsamfundet:
- Det har kæmpe betydning for vores foreninger over hele landet, at de får mulighed for nemt at fortælle om både det næste stævne, den gode kampoplevelse eller den frivillig, der fortjener et ekstra skulderklap.
- Vi ønsker at alle skal kende til vores fantastiske håndboldfællesskab, og samarbejdet med VORES Mediehus skaber store muligheder for netop det, fortæller Ann Lykke Davidsen, kommunikationschef i Dansk Håndbold Forbund.
Lokale håndboldhistorier i fokus
VORES Mediehus er et digitalt mediehus, som har hovedkvarter i Aarhus, og lige nu administrerer 409 lokale by-sider.
De digitale by-sider gør det muligt for håndboldforeningerne nemt selv at fortælle om de lokale initiativer, de har. Via formularer med få spørgsmål, bliver der nemlig automatisk genereret en artikel, når formularen er udfyldt og sendt afsted – på den måde kan alle foreninger komme ud med deres historier til lokalområdet.
Martin Johannes Madsen, der arbejder som Head of Sports ved VORES Mediehus, glæder sig til at se samarbejdet blomstre:
- Jeg er utroligt glad. Samarbejdet er en fantastisk mulighed for at bringe endnu mere fokus på håndbolden og de lokale håndboldklubber. Og jeg er overbevist om, at vi i fællesskab vil bidrage til at skabe større synlighed omkring håndboldklubberne, og inspirere flere til at træde ind i håndboldhallerne.
Dansk Håndbold Forbund og VORES Mediehus håber på, at samarbejdet kan bidrage til at skabe et stærkere håndboldfællesskab i hele landet, og give de lokale ildsjæle den opmærksomhed, de fortjener.